Tekst: Børge L. Rasmussen
Det skulle prøves af, om der var interesse for en langtur den 22. juni. Vores betænkeligheder blev gjort lidt til skamme, idet 10 børn plus deres forældre havde meldt sig som interesserede.
Mødestedet blev Sneum Sluse mellem Ribe og Esbjerg, og tidspunktet var bestemt til kl. 11. Alle fandt frem til start, og efter at børnene lige have rørt sig lidt og fået lidt at spise og drikke, blev der kaldt til samling i læhytten, hvor der var fine bænke at sidde på.
Katrine informerer om dagens forløb. Foto: Børge L. Rasmussen.
Katrine bød velkommen og kunne hilse fra Michael, der desværre måtte melde fra på dagen. Det var børnene kede af at høre, for Michael er nu den bedste af os alle! Katrine lovede at gøre sit bedste, sammen med de 4 andre, Julia, Mieke, Jens og Børge, så det alligevel vil blive en god dag.
Katrine efterspurgte, om nogen kendte fuglene ved vadehavet? Der kom mange gode bud, og et helt særligt fra en frisk fyr, der meldte ud, at han kunne kende en ”Rødbenet Ryle”. Meget interessant bud!
Teleskoperne indstilles i børnehøjde. Foto: Børge L. Rasmussen.
Katrine gennemgik oplægget til en leg, som skulle handle om Rylens rejse der begynder fra Namibia ved kysten af Centralafrika via Vadehavet og til det allernordligste Skandinavien.
Efter gennemgangen bevægede alle sig op på diget, hvor legen skulle finde sted. Men først skulle vi lige kigge fugle! Og der var mange at kigge på. Den første blev en Fiskehejre, der på Gråand og Blishøne. Så kom Grågås, Canadagås og Bramgås på listen. Derefter fik mange øje på de store hvide fugle på bredden bagerst i søen. Det var en stor flok Skestorke (40+), og så kom der pludselig gang i de mange teleskoper, som bl.a. Jens havde taget med. Jens agerede også ”kanonfotograf” med den store linse, og nogle af de fine fuglefotos kan ses i billedserien, der følger med dette opslag.
Skestorke. foto: Arnbjørn Jens Jørgensen.
Dagens fugleliste blev lang, for også Hættemåge, Rørsanger, Skarv, Sølvmåge, Stær, Gravand, Rødben, Rørhøg, Vibe, Stor Præstekrave, Gråkrage, Strandskade, Gulspurv, Sanglærke og Ringdue blev observeret. Herligt at se så mange fine grønne kikkerter, der blev taget i brug.
Trækleg. Foto: Børge L. Rasmussen.
Så kom der pludselig flere traktorer, vogne, en høvender og ballepresser på diget, så vi blev nødt til at flytte uden for indhegningen.
For nu skulle legen i gang. 5 voksne fik hver udleveret et landeskilt, og blev bedt om at sprede sig på digets skrånende yderside. Katrine ledte slagets gang. Børnene fik fortalt, at nu var de ryler, der flyver i flok, just som vi så det tidligere ude over vaden. Børnene blev bedt om at tage 1, 2, 3 eller 4 æg med, som Katrine havde i en æske. Børnene skulle passe godt på æggene under hele legen. Nu blev alle samlet ved Namibias kyst. Historien begyndte, og efter hver oplæsning, skulle deltagerne vælge et af de 4 mulige spørgsmål til historien. Når det rigtige svar var fundet, skulle man så i flok flyve videre til det næste rastested for Ryler, hvilket var vadehavet på Hollands Nordsøkyst. Derefter var målet den tyske, og et kort hop til også den danske Vadehavskyst og endelig til sidst ynglepladsen oppe i det nordligste Skandinavien og Barentshavets russiske tundrakyst. Her skulle æggene så lægges, og derefter blev der talt op. De seje ”Ryler” på dagens træktur fik hele 16 æg udruget efter den lange tur.
Se billederne, og se hvor sjovt børnene havde det.
Trækleg. Foto: Børge L. Rasmussen.
Så måtte vi retur til P-pladsen, hvor den medbragte mad skulle fortæres. Den halve time var gået og turen fortsatte til den gamle Ebbevej til Mandø.
På vej ad Låningsvejen mod Mandø. Foto: Børge L. Rasmussen.
Her skulle børnene så finde ud af, hvad fuglene egentlig gik og samlede op fra det lave vand og mudder, der i øvrigt kaldes for ”slik”.
Der var medbragt grebe og spader samt spande og bakker, så alt hvad der blev fundet og fanget, det blev puttet i spandene, for til sidst at blive lagt i bakkerne, så vi alle til afslutning kunne se de mange fine væsner, hvor især krabberne selvfølgelig tiltrak sig stor opmærksomhed, og de blev fundet i mange størrelser, som også fotoserien viser. Katrine, der tidligere har arbejdet på Vadehavscenteret, fortalte kompetent om, hvorledes man skal løfte på en krabbe, og om hvordan man ser forskel på han og hun krabber, og om alle de mange små væsner, der var afhængige af hinanden, og at Rylen og de andre vadere var afhængige af, at de små væsner er levende og friske, når fuglene ankom til vadehavet efter den lange flyvetur fra Afrika.
Der fanges. Foto: Arnbjørn Jens Jørgensen.
Da alle krabber og væsner var gennemgået, skulle de selvfølgelig tilbage i vandet. Katrine arrangerede hurtigt et krabbevæddeløb, men det var krabberne ikke helt indstillet på. Nogle gravede sig lynhurtigt ned, andre foretog nogle få krabbe-skridt, og så blev det ikke til mere.
Til afslutning på turen, havde Mieke bagt en stor portion boller og medbragt flere liter saftevand, hvilket både børn og voksne satte stor pris på.
Tid til boller og saftevand før hjemturen. Foto: Børge L. Rasmussen.
Så var det tid at køre hjemad, og man skulle tro, at Katrine havde styr på alt inklusive vejret, for lige efter vi var påbegyndt hjemturen, begyndte regnvejret.
Dagens turledere takker for det gode fremmøde, og takker især børnene for den udviste store interesse.
Vi takker også for forældrene, for deres hjælp og aktive tagen del i legene.
Kærlig hilsen fra Katrine, Julia, Mieke, Jens og Børge