Sangere til tælling på Ærø

Sangere er en spændende udfordring – ikke mindst på denne tid af året, hvor de fleste arter er holdt op med at synge. De skal derfor oftere bestemmes på udseende og kald. Som bekendt er mange af sangerne utilbøjelige til at vise sig frem i lang tid af gangen, så der kræves både tålmodighed og hurtig fokusering på vigtige detaljer, når de skal bestemmes. Dertil kommer, at alle arter benytter sig af en række kald, som ligner hinanden.

Under mit sommerophold på Ærø har jeg lavet en grundig registrering af sangere.  

Tællingen er sket på lokaliteter rundt på øen i dagene 28. - 29. juli og 3. - 10. august. En tilsvarende optælling lavede jeg på øen i nogenlunde samme tidsrum i 2018. Resultaterne skal her præsenteres.

Alle sikkert bestemte sangere er blevet noteret. Det samlede antal sete eller hørte sangere i perioden nærmer sig nok 500, hvoraf ca. 300 er blevet sikkert bestemt - fordelt på 11 arter. Jeg har flere gange oplevet større ansamlinger bestående af flere arter. Her er kun de sikkert bestemte noteret. Gengangere er så vidt muligt sorteret fra. En del fugle har ikke kunne bestemmes, f.eks. når de kun er hørt med et ikke-artstypisk kald eller er set kortvarigt forsvinde i busk eller træ. Kaldende fugle er så vidt muligt blev fundet og bestemt på udseendet, hvis de ikke benyttede et artstypisk kald.

Sangerlokalitet! De kan være svære at arbejde med. Foto: Lars Tom-Petersen.

Formålet har været at få viden om arternes forekomst på denne tid af året. Dertil er det et led i observatørens aldrig sluttende dygtiggørelse i felten. En proces, som startede for over 50 år siden bl.a. med, at jeg lærte gulbugens karakteristiske kald – på Ærø. Mit håb var desuden at finde ”noget mere sjældent” f.eks. Vandsanger. Her kan jeg allerede afsløre, at med det sidste gik det mindre godt. Mest interessante fund blev en syngende Græshoppesanger i Vitsø d. 3. august, en art der er fåtallig på Ærø.

Resultaterne af optællingen kan ses i vedhæftede tabels kolonne 1. I tabellen er der yderligere to kolonner til sammenligning: 2. En optælling af syngende sangere, som jeg lavede på Ærø d. 16. – 22. juni 2019 (viser fordelingen af ynglende sangere på øen). 3. Ringmærkningstal fra Keldsnor Fuglestation i perioden 28. juli – 10. august 2019.

På kortet over Ærø er de undersøgte områder skraverede. Jeg har desuden med røde pile vist de mest benyttede trækruter og udtrækssteder for landtrækkende fugle (i vestlige vindretninger). Sangerne er først og fremmest nattrækkere, og deres træk forløber nok anderledes. Men en del rastende sangere bevæger sig i dagtimerne gennem krat og hegn ad samme ruter som vist. De koncentreres derfor på Ærø omkring udtræksstederne: I krat, haver og rørskov ved Skjoldnæs, i vestenden af Vitsø og ved Vejsnæs Nakke.

Der kan sikkert uddrages meget ud fra tabellen bl.a. om de enkelte arters adfærd. Her skal nævnes:

• Gærdesanger er en af de talrigeste sangere i alle tællinger - dog med forholdsvis højere antal i august end i yngletiden. Det skyldes, at Gærdesanger er meget ivrigt kaldende. Dertil optræder en del gennemtrækkende fugle allerede i starten af august (med 25 % er det den talrigest af de ringmærkede fugle ved Keldsnor i denne periode). Sang fra Gærdesanger blev til gengæld kun hørt én gang (2 % af fuglene).
• Lige modsat ser det ud for Munk. De to arter er i yngletiden nogenlunde lige talrige på Ærø med hver omkring 10 % af sangerne. Men Munk udgør i både august-tællingen på Ærø og i ringmærkningen blot 4-6 %. En stor del af de registrerede munke på Ærø var syngende fugle (50 %). Munkene bliver tilsyneladende meget stille, når ynglesæsonen er slut, og jeg hørte kun ganske få sikre kald fra arten. I et krat, hvor tre Munke (2 han + 1 hun) ivrigt fouragerende, hørte jeg først efter lang tids venten nogle få spæde kald. Munkens træk starter først i september.
• Dette gælder endnu mere udpræget for Havesanger, som ikke giver sig meget til kende, når den holder op med at synge. Blot 3 Havesangere har jeg noteret, deraf to syngende. Havesangerens træk starter i august, og ringmærkningstallene viser da også, at denne superskulker stadig er her – vi finder dem bare sjældent i felten.
• Tornsanger er en af de talrigeste ved alle tællinger, og i juni er ca. hver tredje syngende sanger på Ærø en Tornsanger. Det er nok den sanger, der er nemmest at se frit fremme, samtidig med, at den er ivrigt kaldende med flere artstypiske kald. Til gengæld blev ikke en eneste Tornsanger hørt synge.
• Sivsanger, Kærsanger og Rørsanger er bedre repræsenteret ved Keldsnor end på Ærø, fordi ringmærkningen bl.a. foregår i rørskov. Desuden er Kærsanger og Rørsanger svært bestemmelige på både udseende og kald, er der er en del ubestemte i optællingen på Ærø.
• Rastende Løvsangere fra nordligere bestande udgør en stor del af de registrerede på Ærø. På øen fandt jeg således i juni blot tre syngende Løvsangere – sammenlign det med de 85 Gransangere i samme periode. Den ene Løvsanger var endda så lusket, at den kunne synge både som Gransanger og Løvsanger! Løvsanger er ved at være en fåtallig ynglefugl i dele af landet. Men den er her i stort antal som rastende i ult. april-maj og august-med. september.
• Gransanger er en af de talrigeste af vore ynglende sangere. Den optræder dog i mindre antal på trækstederne i begyndelsen af august (blot 4 % blandt de ringmærkede). Dens træk starter først senere. Til gengæld er den meget ivrigt snakkende og høres i august både kaldende og syngende omkring ynglestederne.

At gå i dybden på denne måde med en artsgruppe som sangerne er en både spændende og tidskrævende aktivitet. Det giver udfordrende oplevelser, og man får en stort kendskab til variationen i både dragter og stemmer. Det er uundværligt, hvis man også har ambitioner om at finde sjældnere arter.

En enkelt gang gik alarmklokkerne i gang: Fra en tæt trækrone hørtes en vedvarende og stille sylvia-pludren, som jeg måtte bruge lang tid på. Da jeg endelig fandt fuglen, viste det sig at være en fin Gærdesanger, som bare aldrig kom frem til sin ellers artstypiske klapren.

Gransanger, Ærøskøbing. De kan have lyse ben. Foto: Lars Tom-Petersen.

Flere arter kan som nævnt drille. Det gælder i udpræget grad Gransanger og Løvsanger. Kaldene ligner hinanden, men kan ofte skelnes. Løvsangerens oftest bløde og venlige to-tonede ”hy-it”, Gransangerens som regel mere spidse og en-tonede ”hwiit”. I udseende også ret ens små grøn-brunlige sangere. Løvsangeren oftest mere grøntonet med tydeligere markeret øjenbrynsstribe og lang vingespids. Desuden fremhæves Løvsangerens lyse ben mod Gransangerens mørke ben. Men også her kan de drille. Det viser vedhæftede foto af den ene af forældrene i ”vores” Gransanger-par fra haven i Ærøskøbing: Parret havde de sidste dage i juli travlt med at fodre ungerne. De kunne høres kalde dagen lang, selv når man var inde i huset – men bemærk, at denne Gransanger har lyse ben.

Samme fugl - Ærøskøbing. Foto: Lars Tom-Petersen.

  Tekst: Lars Tom-Petersen.