Stor Korsnæb på Flyvesandet

For et stykke tid siden opfordrede Esben Eriksen til, at man skulle drage ud og finde Stor Korsnæb. Hvis man strækker betydningen af verbet ”finde” har dette kunnet lade sig gøre på Flyvesandet de sidste par uger. I dag, den 28. november, tog jeg derop - blandt andet for at udnytte ugens sidste solskinstimer, hvis ellers DMI står til troende.

Stor Korsnæb.

Jeg startede med en hurtig panorering over havet, jeg fik øjeblikkeligt en gammel Havørn i hovedet, den kom fra Æbelø og fortsatte ind over skoven. Ellers bød havet ikke på meget - to Alke, fem Havlitter og et par Rødstrubede Lommer - fuglene lå/trak langt fra land - så efter ti minutter begav jeg mig mod campingpladsen.

Stor Korsnæb.

Jeg var dårligt nok gået ind på pladsen før jeg hørte et kald, og jeg gik i den retning, som lyden kom fra. Der var ok liv - blandt andet Top- og Sortmejse, Stor Flagspætte, Grønspætte, Korttået Træløber og Fuglekonge - men ingen korsnæb at se. Pludselig blev jeg opmærksom på den knasende lyd, som kommer når Stor Korsnæb gnasker i fyrrekogler, jeg fandt træet og der sad en fin hun, som sædvanligt med den art - ganske tillidsfuld og totalt ligeglad med mig, det omvendte var, som man måske har gættet, ikke tilfældet.

Stor Korsnæb.

Det viste sig hurtigt, at der var seks Store Korsnæb i denne Fyr og nabofyrren. En han satte sig til skue i toppen, hvor den gik i krig med en kogle. Man hørte hele tiden lyden af faldende kogler, der stødte på grene på vej ned og knaselyden fra de kogler, som korsnæbbene delikaterede sig med.

Stor Korsnæb.

Ved siden af fyrretræerne stod et nøgent træ - mine evner rækker ikke til at sige hvilket, men der har været blade på for ikke så længe siden. Her kunne korsnæbene godt lide at flyve over med en kogle og sidde og spise den der. Når de var færdige - eller koglen smuttet fra dem - sad de en stund og samlede kræfter eller appetit, før de tog en ny tur over i fyrretræerne efter ny forsyning.

Stor Korsnæb, der stanges tænder.

Der kom nye fugle forbi, i alt var der fjorten styk. Efter en times tid fløj fuglene væk - de kan holde til mange steder i skoven, bare der er Fyrretræer. Man ser dem bedst på campingpladsen, hvor fyrretræerne ikke er så høje. Det er som nævnt meget rolige fugle, man kan godt overse dem, hvis man ikke tjekker træerne grundigt. Erfarne folk kan høre forskel på Stor og Lille Korsnæb - førstnævntes kald er dybere, stemmen kan høres her. Der kommer også småflokke af Lille Korsnæb forbi på campingpladsen, men ikke så mange som i de senere år.

Tekst og fotos: Søren Gjaldbæk.