Tirsdagsanalysen - Uge 17

 ”Nummer 17 – De må gerne benytt’ den” – er en af mange banko-nummeropråber klassikere. Det burde ornitologer tage til sig. Uge 17 er en af de uger, der altid skal benyttes, og det blev den. Knap 4.000 observationer er indtastet i DOF Basen og læg dertil en række observationer, som vi har opsnuset på rygtebørsen. Uge 17 er gået – og fuglemæssigt gået godt. 

 AftenfalkhunJanNielsenapril2019

Aftenfalk hun lavede opvisnig ved ugens afslutning for Jan Nielsen og Pierre Bentzen. Foto: Jan Nielsen

Der er endnu kun april måned, og man spørger sig selv, hvad der snart kan komme af fænologiarter? Pladen snart er fuld, og man kan råbe: "Banko". Hvepsevåge, Rødrygget Tornskade, Mursejler og de helt sene Kærsanger og Guldbug lader dog vente på sig, men den seneste tid er det gået stærkt. En forrygende uge der sluttede med den flotte Aftenfalk ovenfor ved Gulstav Mose søndag aften, men mere om det senere.

Mandag den 22. april

Dagen var dårligt begyndt før den første af mange spændende fugle denne var i bogen. Undertegnede havde heldet, og netop som jeg stod ud af bilen på Hou Nordstrand sang en Sydlig Nattergal. Læse mere her.

Mandag var ankomstsag for Sortterner – 23 rastede i Nørreballe Nor set af flere og fundet af Freya Mørup. Ved Fællesstranden talte Niels Bomholt 83 rastende Splitterner og i Keldsnor kunne jeg tælle 42. Ved Føns Vang kunne Ralph Qvinten notere 19 rastende Dværgmåger.

SortterneJanNielsenapril2019

Sortterne en af en flok på 23 i Nørreballe Nor. Foto: Jan Nielsen

Længere mod syd sad en Vendehals i Thomas Kampmanns have – årets første på Fyn. Det blev også dagen, hvor Ringmærkningsgruppen skulle ringmærke de første fynske Sydlige Blåhalse. Hans Rytter ringmærkede både en hun og en han i Sortemosen, og endnu en lokalitet var indtaget af Blåhalsen i det fynske. Blåhalsen synes for alvor at kolonisere Fyn i år.

20190422 Blahals han

Blåhals han ringmærkes i Sortemosen. Foto: Hans Rytter

På Fyns Hoved fandt Niels Bomholt 2 rastende Ringdrosler, mens Sangdrosler var alle vegne og på Hou Nordstrand rastede 100 fugle set af undertegnede. Her rastede også årets første Bynkefugl, mens de Sortstrubede Bynkefugle ser ud til at ville yngle på sydspidsen af Langeland.

Græshoppesangeren sang videre i Sortemosen fra søndag, og på Ærø sang årets første Tornsanger for Ole Tønder ved Tivoli. Mandagen sluttede med Gulirisk i Gulstavområdet set af undertegnede.

Tirsdag den 23 april

Dagen efter påskeferien. Hverdagen meldte sig - og det blev ugens mest rolige dag. 2 Sorthovedet Måger i Birkum blev set af Per Rasmussen, og Ole Henrik Scharff fandt en syngende Rødtoppet Fuglekonge ved Stavids Åen.

Onsdag den 24.april

Peder Rasmussen talte onsdag 24 Tinksmede i Sortemosen. Det udløste en Tinksmed våbenkapløb ugen ud, hvor de lokale konstant så flere og flere. 1 Hvid Stork kom forbi Hoffmannsgave og Ella Mikkelsen, mens Rørsangeren ankom med 3 fugle til Sundet ved Fåborg fundet af Per Poulsen

Torsdag den 25. april

Nu var de slut med de rolige dage. Niels Bomholt tog til Hou Nordstrand og fandt årets første Steppehøg for Fyn og Langeland – længe ventet. Tinksmedene var blevet til 30 i Sortemosen, og nu havde Leif Bissshop-Larsen rekorden.

En Skovsanger sang for Michael Mosebo ved Gyldensteen en af i alt 9 i perioden (læs mere om Skovsangere her), og Tornsanger var både nået til Hou Nordstrand og Sundet. En ny Sortstrubet Bynkefugl han dukkede op i Tryggelev Nor fundet af Ole Goldschmidt, og Dværgmåger blev set flere steder med 38 i Nørreballe Nor som det største antal – talt af Ole Goldschmidt.

DvrgmageJanNielsenapril2019

Dværgmåge over Nørreballe Nor. Foto: Jan Nielsen

Fredag den 26. april

Gunni Villumsen lagde ud med 3 Hvide Storke, der trak NØ ved Hårslev og var et varsel om, at der var nogle gode dage i vente. En regnfront passerede fra SV, og det lugtede af, at nu skulle der ske ting og sager. Sort Glente trak syd ved Egense ved Svendborg set af Jens-Gert Hansen - returtrækket var sat ind. En Steppehøg 2k rastede i Gulstavområdet set af Torbjørn Eriksen, Peter Hahn, Søren Bøgelund og Børge Rasmussen.

Søren Bøgelund noterede en Lærkefalk 1 NØ trækkende ved Gulstav. Gøgen kukkede i Sågårds Mose på Langeland for Jan Nielsen. En Rovterne fodrede sin mage i Tryggelev Nor set af flere og yderligere 2 rastede i Vejlen på Tåsinge, set af Anette Friis. Pierre Bentzen talte 3 Sortterner i Nørreballe Nor, og samme antal kunne Niels Bomholt m.fl. tælle i Brændegård Sø. 32 Dværgmåger dansede over vandfladen i Nørreballe Nor, og en Mosehornugle holdt til ved Skovballe set af Rasmus Drabe. En lokal sjældenhed rastede i Nørreballe Nor i form af en Stor Kobbersneppe – set af Jan Nielsen, og Peder Rasmussen følte sig presset til at besøge Sortemosen igen erobrede rekorden tilbage med nu 42 rastende Tinksmede.

StorkobberJanNielsenapril2019

Stor Kobbersneppe en af to fugle i denne uge. Foto: Jan Nielsen

Lørdag den 27. april

Der stod Langeland på de fleste af begivenhederne i weekenden. Langeland er et af landets bedste steder at se Storke og Sorte Glenter. Denne lørdag var ingen undtagelse. I alt 6 Hvide Storke blev set om lørdagen, hvoraf 2 trak syd. Det blev fulgt op af en Skestork (der dog ikke er en stork), der kom trækkende til og gik til rast i Gulstav Mose opdaget af Torbjørn Eriksen og set af mange.

 Skestork

Skestork lægger an til landing - Gulstav Mose tjekkes ud. Foto: Esben Eriksen

4 Sorte Glenter gjorde trækforsøg ved Gulstav set af mange, og en Dværgfalk blev set trække ind og en Almindelig Kjove forbi – begge ved Dovnsklint og begge set af Kristoffer Hansen. Kristoffer fandt også en Ringdrossel i Gulstav Mose, mens Søren Bøgelund samme sted kunne finde 3.

En Stor Kobbersneppe trak øst ved Gulstav set af undertegnede og og i Sortemosen nuppede Arne Bruun rekorden med 71 Tinksmede. Arne fandt ligeledes hele 7 Atlingænder. Det højeste antal i denne uge i det fynske.

Endelig fandt Ole Goldschmidt en Sydlig Blåhals, der sad og sang i Tryggelev Nor – den har været længe ventet på Langeland-

                          

Søndag den 28. april

Det burde være en hviledag, men ikke for fuglekiggere. Allerede fra morgenstunden fandt Torbjørn Eriksen og Peter Hahn en Sydlig Nattergal ved Gulstav – Langelands 2. på en uge. Men i den anden ende af øens stod Claus Dalskov og lyttede til endnu en Sydlig (en lille km fra mandagsfuglen). I alt 3 Sydlige Nattergale på Langeland i uge 17 – imponerende!! Gulstavfuglen blev op ad formiddagen ringforlovet med Hans Rytter.

SydlignattergalTorbjrnEriksen Sydlig Nattergal - ugens 2. på Langeland. I alt 3 er set eller hørt i denne uge. Foto: Torbjørn Eriksen

2 Hvide Storke blev meldt fra Brudager set af Kenneth Petersen, 1 blev set ved Kerminde af Lars Philip Nielsen og 4-7 Hvide Storke blev set i Gulstavområdet dagen igennem, set af mange. 4 Sort Glenter rasetede fortsat i Gulstavområdet set af Søren Bøgelund. 1 Almindelig Kjove passerede Michael Mosebo ved Mågeøerne, og Kristoffer Hansen talte 60 Brushøns ved Ølundgård, mens Michael Mosebo kunne tælle 57 ved Gyldensteen. Ole Goldschmidt fandt Langelands 2. syngende Sydlige Blåhals i Fakkemosen på kun to dage, så er den for alvor kommet mod øst.

Dagen sluttede med at Poul V Rasmussen kunne opleve en Aftenfalk han på få meters afstand fra bilen på en pæl ved Fakkebjerg. Mens Jan Nielsen og Pierre Bentzen fik lov at slutte dagen i selskab med den Aftenfalk hun, vi indledte med at kigge på øverst i analysen. Den lavede opvisning ved Gulstav Østerskov.

Ultimo april er altid spændende, der er stadig masser af fugletræk - Afrikatrækkerne ankommer, og så falder der ofte noget ekstra spændende af.

Tak for lån af foto til alle fotograferne. Vi håber I og andre vil bidrage i næste uge igen.

Nå, jo vi skal lige have afslutningen på Tinksmedene i Sortemosen. Peder Rasmussen fandt 43 om søndagen, så Arne Bruun vandt ugens dyst i Svendborg.

Tekst: Esben Eriksen