Af Claus Dalskov
Det blev en tør og solrig uge, der blandt andet bød på Drosselrørsanger, Rødstrubet Piber, Kærløber, Biæder og to Aftenfalke, ganske normalt for maj! Trækket er dog lidt skuffende. Lørdag og søndag kom der lidt gang i Hvepsevågerne med henholdsvis 67 og 25 fugle.
Aftenfalk, lørdag, Arreskov Sø, en af ugens to fugle, denne kun set af finderen og fotografen. Den anden blev set af rigtig mange. Foto: Karsten Buhl.
Mandag
En solrig mandag indledte U20. Leif Kristensen fik set 2 Traneunger sammen med forældreparret ved Brændegård Sø. 48 Klyder ved Engsøen er også i gang med ungeproduktion. Dem så Jens Bækkelund. En Lærkefalk fouragerede ved Henninge Nor, hvor Morten Müller også var til stede.
En af Fyns bedste Nattergale-lokaliteter Vejle Lung var også hjemsted for 6 Skovsnepper, som Poul Bjergager observerede. Arne Christensen fandt en ny lokalitet med syngende Blåhals, nemlig Bissebjerg på Tåsinge. 5 Stenpikkere rastede ved Fyns Hoved og samme antal ved Tryggelev Nor, meldt af henholdsvis Peter Lillesø og Holger Daugaard.
Blåhals, Bisserup. Foto: Arne Christensen.
Tirsdag
Peter Lillesø var også aktiv tirsdag med blandt andet en Drosselrørsanger ved Sybergland, hvor der også blev noteret 5 rastende Stenpikkere, 3 Temminckryler og 2 Atlingænder. Niels Bomholt var forbi Arreskov Sø og fik set 5 Sortterner og årets højeste Toppet Lappedykkertal i den fynske, nemlig 152. To Bjergvipstjerter fik Leif Kristensen set ved Odense Å i Brobyværk, helt sikkert et ynglepar. I industrikvarteret i Middelfart meldte Michael Brunhøj Hansen om 4 Husrødstjerter. Michael havde også – tillige med Michael Mosebo – en Skovsanger ved Møllemade/Ellemose, og det samme havde Martin Søgård Nielsen ved Fruens Bøge. Endelig fik Jens-Gert Hansen set en Sort Glente ved Vindeby på Tåsinge.
Skestorke, Tryggelev Nor. Foto: Arne Christensen.
Onsdag
Onsdag med sol og nordenvind og muligheder for returtrækkende rovfugle. Sebastian Klein var på Langeland med formodentlig dette for øje. Det blev dog ’kun’ til 4 Sorte Glenter set fra Fakkebjerg.
Ved Slipshavn Enge fandt Kristoffer Hansen en Rødstrubet Piber, det var første forårsiagttagelse i det fynske siden 2021. På Dovns Klint kunne Frank Jensen-Hammer tælle 36590 trækkende Bramgæs og 6 Hvepsevåger drage nordpå.
To Skestorke rastede i Tryggelev Nor, set af Arne Christensen og Pierre Bentzen. To Hvide Storke meldt af Jesper Leegaard fra Langeskov om morgenen er muligvis de samme to, som Benjamin Bechs farfar fik set om eftermiddagen ved Tårup på Hindsholm. Samme sted havde Benjamin også en overflyvende Skovhornugle . En Stor Kobbersneppe rastede og en Fiskeørn fløj over Sybergland og Holger Daugaard, som også fandt 6 rastende Stenpikkere samme sted.
Kærløber, Bøjden Nor. Noret byder jævnligt på en maj-fugl. Foto: Pierre Bentzen.
Torsdag
Årets første Kærløber blev fundet torsdag ved Bøjden Nor af Pierre Bentzen. Græshoppesangeren ved Ejby/Kindstrup Mose blev hørt af Erik Busk, der også meldte 15 syngende Nattergale fra lokaliteten. Blåhals som ny art i år samme sted meldte Erik, og hans besøg ved Flægen v/Tybrind med to syngende Blåhalse gav også ny lokalitet for arten i år.
Leif Kristensen var forbi Vejlen på Tåsinge med blandt andet en Rovterne, 2 Atlingænder og 2 styk Lille Præstekrave i notesbogen. Nu to syngende Drosselrørsangere, kunne Lars Peter Hansen konstatere ved Sybergland, hvor også 8 rastende Stenpikkere blev noteret.
Broget Fluesnapper har haft en markant tilbagegang på ca. 80% de sidste 50 år, så glædeligt at Niels Bomholt fandt 5 fouragerende fugle ved Gustav. Typisk ses der flest ved trækstederne på denne tid af året. En Lærkefalk blev set af Henrik Kalckar Hansen ved grusgravene ved Davinde. Kurt Due Johansen så en Skestork ved Ølundgård.
Traneungerne ved Brændegård Sø har det fint. Foto: Erik Thomsen.
Fredag
Fredag gav gensyn (genhør) med Lærkefalken ved Davinde og Drosselrørsangeren ved Sybergland. Ynglepar af Sortspætte i Ebberup Skov meldt af Lenny Stolberg – vel kun Fyns andet par i år. 65 styk Lille Kobbersneppe og 4 Traner rastede i Reservatet ved Gyldensteen, meldt af Jens Bækkelund og ligeledes 4 Traner blev set fouragere ved Snaremose Sø af Jan Sørensen. En Hvid Stork fløj over Morten Kristiansen og den lille mose ved Spodsbjerg Færgehavn. Vejlen Tåsinge gav Pierre Bentzen 7 Småspover i notesbogen.
Aftenfalk, Tarup Davinde. Fuglen holdt mest til i Stenværksøen. Foto: Flemming Agner Jørgensen.
Lørdag
Lørdagens fugle dukkede op ved grusgravene ved Davinde og Arreskov Sø i form af en Aftenfalk. Fuglen i Tarup Davinde blev fundet af Stoffer Jaeger og Flemming Agner Jørgensen. Umiddelbart ligner den en ung hun, men der er dragtkarakterer, som peger mod en ung han, som ikke er så langt i fældningen. Det er i skrivende stund de flestes synspunkt. Fuglen fra Arreskov Sø blev fundet af Karsten Buhl, det var helt sikkert en 2K han. En Biæder ved Gulstav kandiderer til titlen som dagens fugl nr. 2 – set af Jakob Sunesen. På Ærø kunne Niels Munch Kofoed konstatere, at 4 af sidste års 5 Rødryggede Tornskader var på plads ved Voderup Klint, hvor også 6 Bomlærker havde gang i sangen.
Temmincksryle, en af tre på Bispeenge, lørdag. Foto: Pierre Bentzen.
Esben Eriksen havde placeret sig ved Over Kærby for at tjekke træk. Det kastede bla. 352 Mursejlere og 42 Hvepsevåger af sig, mens han tidligere på dagen havde 5 syngende Gulbuge og 4 rastende Grå Fluesnappere ved Stavreskov, hvor også 34 Gule Vipstjerter trak forbi. Også fra Sybergland (50), Østerø Sø (36) og Skalkendrup (30) meldes om Gule Vipstjerter overflyvende eller rastende. I Sybergland meldte Jens Peter Bech også om 5 rastende Temminckryler og 9 Stenpikkere foruden den stationære Drosselrørsanger. Endelig kunne Jan Stener Jørgensen melde om 6 syngende Nattergale og 5 Kærsangere, der også gav lyd fra sig ved Fredmosen på Sydlangeland.
Vand trækker fugle til sig, især i tørre tider, her Gul Vipstjert i selskab med Tornsanger, Ny Gesinge. Foto: Poul V. Rasmussen.
Søndag
Søndag var Aftenfalken på plads ved grusgravene ved Davinde, hvor den blev set af rigtig mange ornitologer. Esben Eriksen var igen ved Over Kærby, der atter gav lidt træk: 1 Sort Glente, 2 Røde Glenter, 1 Blå Kærhøg og 25 Hvepsevåger blev noteret trækkende.
Ved Fogense Enge syd for Bogense Havn rastede 55 Gule Vipstjerter, talt af Jens Bækkelund, mens Per Rasmussen kunne melde om cirka 100 ynglende Digesvaler i en indlandslokalitet ved Langeskov. Angiveligt i en jordbunke i industrikvarteret! Endnu ingen Piroler fra Gulstav Østerskov, men en syngende Skovsanger, 5 Brogede -og 4 Grå Fluesnappere blev det dog til for Ole Goldschmidt.
Toppet Lappedykker, Botofte Skovmose. Foto: Claus Dalskov.
Tak til observatører og fotografer - vi vender tilbage i uge 21 med endnu en gennegang af af ugens fugle.