Af Henrik Kingo Andersen
Der afholdes tur til Firtalsstranden og Ølundgårds Inddæmning, søndag den 19. februar 2023, kl. 8 til ca. 12 - afhængig af vejr og fugle. Bemærk at turen bliver aflyst, hvis det er regnvejr.
Der er god chance for rovfugle, blandt andet Havørn på turen, disse kunne ses på lokaliteten den 10. februar. Foto: keld Skytte Petersen.
Vi mødes på parkeringspladsen ved Mellemstykket, hvor vi starter med den medbragte kaffe eller te - turlederen søger for smurte rundstykker. Fra parkeringspladsen danner vi os et indtryk af andefuglene i Mellemstykket. Vi går derefter mod fugletårnet ved Firtalsstranden, hvor vi på engarealet ser efter de forskellige andefugle, gæs og vadefugle, der givet er i området.
Ved 10-10.30-tiden begiver vi os langs vejen mod Ølundgård-fugletårnet. Vi betragter vandområderne på begge sider af vejen, her skulle vi gerne høre og måske se Skægmejser. Vi skulle også gerne opleve diverse rovfugle, hvor både Havørn, Musvåge og Tårnfalk skulle være sikre arter. Måske er vi heldige med Vandrefalk og Blå Kærhøg - og måske en tidlig Rørhøg.
Udsigt over Mellemstykket med fugletårnet i baggrunden, med andefugle stående på isen. Foto: Henrik Kingo Andersen.
Turen forventes at slutte ved 12-tiden, men hvis der er gang i fuglene, kan turen blive længere.
Husk gummistøvlerne og det varme tøj og husk også kaffe eller te – turlederen søger for smurte rundstykker til alle. Hvis der er brug for mere, tager man selv ekstra mad med.
Tilmelding til Henrik Kingo Andersen på mobil 2860 3392 - send gerne en sms.