Vigelsø 2025

Kurt Due Johansen

Kurt Due Johansen har endnu engang udarbejdet en rapport om fuglelivet på Vigelsø. Der er en - som sædvanlig - grundig artsgennemgang og mange diagrammer til belysning af data. Rapporten kan man hente her.

Et forfærdeligt yngleår – alle jordrugende ynglefugle væk
Vi – 3 optællere – Bo Esbech, Lone Bjerre og Kurt Due Johansen talte som de foregående 33 år fugle på Vigelsø.
Særligt ynglesæsonen 2025 var rent ud sagt forfærdelig. Ingen jordrugende ynglefugle fik unger på vingerne. Hvor der tidligere kunne være op til 1.000 ynglepar af Ederfugl på Vigelsø, var der i år kun 10 reder med ødelagte æg og 2 reder med æg.
Ingen ynglende Klyder, og 4 par Viber i yngleforsøg fik heller ingen unger på vingerne.
Lige så skidt stod det til med måger og terner. Den tidligere hættemågekoloni med mange tusinde ynglepar har været væk i flere år. I år heller ingen Hættemåger. Ingen ynglende Stormmåger, ingen ynglende Svartbag og kun 4 reder med æg af Sølvmåge fundet. Ingen ynglende Havterne, Fjordterne og Splitterne (har været væk længe).

Hvad gik galt ?
Ynglesæsonen 2025 var altså helt forfærdelig. Faktisk er det gået den vej i mange år, men i år blev bundniveauet nået.
Årsagen er helt klar. Vi så på ynglefugle-gennemgangen en voksen ræv. Er der ræv på en ø er det lig med ingen jordrugende ynglefugle, så enkelt er det.

Hvad bør der gøres ?
Vigelsø er Natura 2000 område, hvor en række ynglefugle bør have topprioritet. Det gælder de fugle der er udpegningsarter. Det gælder følgende ynglefugle: splitterne, fjordterne, havterne og klyde. For trækfuglenes vedkommende gælder det Hjejle.
Hvad der bør gøres ligger helt klart. Rævereguleringen skal professionaliseres. Hvis dette gøres, kan vi få mange af ynglefuglene tilbage. Problemet er, at rævene efter islæg af Odense Fjord vandrer til øen. Når isen er forsvundet, er det at rævene bør reguleres.

Vigelsø er ikke den eneste ø, hvor det går helt galt med ynglefuglene
Vigelsø er ikke den eneste ø, hvor det går helt galt med ynglefuglene. Det gælder Dørholm i Odense Fjord, hele ø-havet syd for Æbelø og Lillestrand ved Fynshoved. Vi vender tilbage hertil i en senere artikel.

110426skarvkdj

Skarven på Vigelsø forsvandt helt som ynglefugl – sikkert p.g.a. tilstedeværelse af ørne i yngletiden i 2023 og vendte ikke tilbage til øen i 2024. Foto: Kurt Due Johansen.