Der var engang – som alle gode eventyr begynder, og det føles efterhånden som et eventyr, når man tænker tilbage på dengang, det var vinter om vinteren. Heldigvis er det ikke så længe siden, så der er da håb om, at vi – og især børnene – får lov at opleve det igen.
Et mylder af fugle – Grønirisker m.fl.
Når frosten for alvor sætter ind, og jorden dækkes af sne, er det andre og mange flere fugle, der besøger min have.
Det kan godt være noget af en udgift til foder, men det betales så rigeligt tilbage af de oplevelser fuglene giver en.
Æblekrigen.
Jeg har et gammelt æbletræ, som giver gode gemme-æbler, og de bliver lagt til side, så der er vinterfoder til især drosselfuglene.
Solsortene i min have spiser kun æbler, når det koldt, og jeg kan høre på dem, hvornår det er æblekoldt, for så siger de en helt bestemt klukkende lyd, som jeg ellers ikke hører fra dem.
Rødhalsen kan også lide æbler.
Når æblerne er serveret, trækker det også andre drosselfugle til som f.eks. Sjaggere og Vindrosler, men også rødhalsene og mejserne kan finde på at gå i gang med dem.
Selv om der ligger rigeligt med æbler, afholder det ikke Solsortene og Sjaggerne fra at slås, og det hvad enten det er en artsfælle eller en anden, der forser sig på ens æble. De er ret så krigeriske.
Sjaggere elsker æbler.
Bogfinker kommer der i haven året rundt, men om vinteren er der pludselig andre fugle i flokken. Det er Kvækerfinkerne, der er kommet til nordfra.
Der kommer også andre gæster fra det høje nord, som f.eks. Grønsiskener og Gråsiskener, og de er noget mere fredeligt anlagt end droslerne.
Gråsisken.
Eftersommeren er nok den mest stille tid i haven hvad angår fugle. De, der kom her med deres unger, er taget tilbage til skoven, men om vinteren kommer de igen, og her i haven er der så Dompap, Kernebider, Stor Flagspætte, Rødhals, Skovskade og flere forskellige mejser – et herligt mylder – foruden Grå- og Skovspurve og andre, som er her hele året.
Stor flagspætte. Her kommer gerne 6 – 7 stykker om vinteren.
Og så er der Musvågerne, som kun kommer her om vinteren, og jo hårdere vinter jo flere musvåger – det er helt tydeligt. Når de kan, foretrækker de, at finde deres mad selv. Men er jorden dækket af sne, kan her være 4 – 5 Musvåger på én gang, som alle gerne vil til fadet, og det går ikke stille af.
Musvåger i snestorm.
Musvågerne er ikke efter de andre fugle i haven – de er jo ådselsædere – men en enkelt gang har jeg oplevet, at en Musvåge tog en Solsort, men da havde Solsorten også chikaneret Musvågerne på det groveste i længere tid.
Halemejserne kommer her kun om vinteren.
Men Spurvehøgen betragter nok vinterhaven som sit spisekammer. De mange småfugle kan ikke undgå at lokke den til, og det lykkes den da også at fange en fugl engang imellem – efter mange mislykkede forsøg.
Jernspurven finder frø på sneen.
Når fuglene bliver rigtigt sultne, bliver de også mere modige eller frygtløse. Jeg har et par gange oplevet, at en Blåmejse satte sig på min skulder, mens jeg var ved at hælde foder op, og en Solsort fandt ud at betjene sig selv, hvis jeg ikke var hurtig nok med havregrynene – så hoppede den ned i spanden, jeg tog havregrynene fra.
Blåmejsen har pustet sig op for at holde varmen.
Hønsene får engang imellem brød i hønsegården. En dag lå der pludselig et stykke brød udenfor, og jeg tænkte: ”Hvordan er det mon havnet der?” Ikke godt at vide, så jeg tog brødet og smed det ind i hønsegården igen. Men så skal jeg da ellers lige love for, at jeg fandt ud af, hvem brødtyven var. En Rødhals kom ud af en busk tæt ved og hoppede hen imod mig, mens den skældte voldsomt ud. Den fløj tilbage i busken og kom så igen hen mod mig og skældte ud, så der var kun én ting at gøre. Brødet blev hentet ud af hønsegården, og så sænkede roen sig over haven igen.
Kvækerfinke.
En rigtig vinter med frostklar luft, snedækket jord, blå himmel og sol kan man godt længes efter på en mørk, våd januardag.
Tekst og foto: Jane Ditzel
