Af Søren Gjaldbæk
Inden boligbirderne begynder at få Mursejler på listerne, er det tiden til en lille up-date. Vi er 43, der ud over at boligbirde også indtaster vores arter i DOF Basen. Det har i skrivende stund - den 8. maj - givet 3674 indberetninger fordelt på 140 arter, blandt andet Drosselrørsanger til en enkelt heldig fuglekigger, det kan man læse om her.
Hvid Stork, den kom på Jane Ditzels liste den 4. april i Krarup. Den er en af de 22 arter, der kun er set af én af de 43 deltagere - på matriklen forstås. Foto: Jane Ditzel.
Hvor mange arter, man kan få på sin liste, afhænger udover flid, selvsagt også af, hvor ens matrikel ligger. Topstriden står mellem Munkebo, Lindved Frugtplantage og Tarup Vandmølle, hvor Holger Daugård, Lars Andersen og Per Rasmussen holder styr på fuglene. De har lige nu henholdsvis 84, 86 og 88 arter på listen. Det gennemsnitlige antal er 49 arter pr. matrikel, vi er mange, der bor langt fra trækruter uden udsigt til vand og skov.
Antal arter for boligbirderne.
Det er interessant at følge ankomst af vores yngletrækfugle via boligbirding. En art som Rødstjert er på 27 af listerne. Den første observation er fra den 10. april, og frem til den 22. april blev Rødstjerten noteret af 16 boligbirdere, nogenlunde jævnt fordelt i perioden. Yderligere 10 stemplede ind fra den 25. til den 30. april, den sidste er fra den 7. maj. Vores Havrevimpe er på 30 af listerne, den første den 28. februar, marts gav 24 observationer, de sidste 5 spredt mellem 3. april og måneden ud.
Ikke alle fugle har det skidt, Tranen er en succeshistorie, den er set af over halvdelen af boligbirderne - undertegnede har den til gode, men har dog haft den de seneste tre år. At Silkehalen har svigtet denne vinter afspejler sig os i listerne - kun én boligbirder havde held med den, han havde også godt med æbler at lokke med!
Rødstjert - den er på 27 af listerne. Undertegnede har den for femte år i træk i en kasse lige uden for køkkenvinduet. I år ankom den den 15. april som BBF48. Foto: Søren Gjaldbæk.
Som det vil være de fleste bekendt, har DOF Fyn doneret et gavekort på 300 kr. til Naturbutikken. Vinderen af dette findes ved lodtrækning blandt de boligbirdere, der indtaster deres observationer i DOF Basen og har 30 eller flere arter på listen. Der er kun 6 boligbirdere, der ikke har opfyldt dette mål, men der er stadig 7 uger at gøre godt med.
Fortsat god boligbirding til alle!