Det fynske fugleår 2019

Nytårsaften er på god afstand, og de fleste nytårsforsætter brudt, så selv om det er sent, vil vi alligevel tage et tilbageblik på år 2019 set gennem en fuglekiggers øjne. Hvad man opfatter som highlights er naturligvis en personlig sag, og man kunne sagtens have valgt anderledes - her er, hvad jeg tænker, at man vil huske 2019 for.

Mange vil huske efteråret 2019 for de mange Steppehøge. Foto: Ole Bo Olsen.

Det blev nok et år, som ikke bliver husket længe - kun 2 SU-arter - Amerikansk Pibeand og Alpesejler, som i øvrigt blev årets eneste nye fynsart - hertil to fund, som næppe bliver forelagt SU: Hvidbrystet Slørugle (en race) og Krognæb. Foråret bød på meget få gode trækdage og vadefuglene så man ikke meget til. Mange af ”de gode fugle” blev ikke set af ret mange - de forsvandt hurtigt! Men… der var naturligvis også lyspunkter!

Fra årets start kunne man på Nordfyn se Stor Korsnæb ved Flyvesandet, en flok holdt til i området det meste af årets første måned- største notering var på 18 den 14. januar. Og selv om det næppe gør det store indtryk her i skrivende stund, blev der set Kongeørn den 23. februar ved Wedellsborg (Tim Hesselballe Hansen og Sigrid Kistrup Ilsøe) - det var dengang Kongeørn på Fyn var sjælden!

Stor Korsnæb, 18. januar, Flyvesandet. Foto: Søren Gjaldbæk.

Den 9. februar ringede Henrik Knudsen til mig og fortalte med ikke helt rolig stemmeføring, at han havde fundet en hybrid mellem Gråmåge og Sølvmåge i Bagenkop Havn - en såkaldt Vikingmåge. Siden kom han i tvivl og pendulet har svinget mellem ren Gråmåge og hybrid. Mågen kunne ses i havnen frem til 31. maj, og minsandten om ikke den dukkede op igen den 1. december og blev set ind i mellem året ud. For tiden peger pilen på hybrid - det skal blive spændende at se, hvordan fjerdragten udvikler sig her i foråret 2020. Man kan læse meget om denne måge på fugleknudsen.dk - f.eks. her.

Formodet hybrid mellem Grå- og Sølvmåge, 19. marts, Bagenkop Havn. Foto: Søren Gjaldbæk.

26. marts fandt Ella Mikkelsen en særdeles eftertragtet fugl, i hvert fald hvis man skal dømme efter hvor mange, der så den. Det var Amerikansk Pibeand, som holdt til i Firtalsstranden frem til den 10. april - desværre lå fuglen ofte lidt for langt væk fra fugletårnet efter fotografernes smag! Det var 4. fund i DOF Fyns område og første på Nordfyn. Fuglen blev et tilløbsstykke, den blev set af flere hundrede - folk kom langvejs fra, der var tit trængsel i fugletårnet!

Amerikansk Pibeand, Firtalsstrand, den 29. marts. Foto: Jesper Jørgensen.

Foråret bød på et par gode vadefugle - en Damklire ved Vejlen, Tåsinge, fundet af Henrik Knudsen - læs mere her på fugleknudsen.dk, den var væk næste dag, op til tre populære Kærløbere i Bøjden Nor den 19. og 20. maj (Søren Peter Pinnerup m.fl.). og en Hvidbrystet Præstekrave i Fællestrand ved Fynshoved den 9. og 10. maj (Niels Bomholt). Hvidbrystet Præstekrave er faktisk sjældnere end Damklire på Fyn!

Kærløber, Bøjden Nor 20. maj. Foto: Leif Kristensen.

Af andre populære forårsfugle kan vi nævne Silkehejre 1 til 2 ved Jersore og Engsøen, Gyldensteen - fundet af Henrik Haaning Nielsen og Henrik Knudsen under optællingsarbejde - de(n) kunne ses fra 7. til 14. maj og en meget fotogen Drosselrørsanger ved den 14. til den 22. juni ved Hønsehave Grusgravssø. Den blev fundet i forbindelse med et møde i Naturpolitisk Udvalg, man skulle lige strække benene under en pause i mødet. Det var månedens anden, der var en ved Hannebjerg Mose tidligere på måneden.

Fra 15. til 24. juni kunne man igen se Silkehejre på Nordfyn, der stod op til 3 ved Gyldensteen (Kurt Due Johansen, Jens Friis-Walsted m.fl.). Et enkelt fund fra Ærø skal nævnes: 1 Vitsø, 31. maj, Michael Larsen.

Drosselrørsanger, Hønsehave Grusgravssø, den 14. juni. Foto: Erhardt Ecklon.

På god afstand vil foråret nok mest blive husket for et uset stort antal Sydlig Nattergal. Det blev til 6-7 fugle - fordelingen fremgår af kortet til højre - i perioden 22. april til 30. maj. Til sammenligning gav de foregående 10 år blot 3 fugle. Den nordfynske fugl kunne høres i flere uger.

Sydlig Nattergal, Søndersø, maj 2019. Foto: Nikita Frederikke Damm Nielsen.

Steppehøg 1. september, Tarup Davinde, fundet af Tina Kierkegaard Hansen. Foto: Leif Sørensen.

Efterårstrækket er en disciplin, der hovedsageligt dyrkes på Sydlangeland. Her bliver det svært at komme uden om perioden 4. til 12. september. Her trak 8 Steppehøge sydpå, den 7. september suppleret med 1370 Hvepsevåger (læs mere her). Udenfor ovennævnte periode var der yderligere 6 Steppehøge, alle på nær en stationær fugl ved Davinde fra Sydlangeland. I perioden 31. august til 9. september kunne man se 4 til 5 unge Aftenfalke.

Aftenfalk, 1k, Gulstav, 9. september. Foto: Ole Bo Olsen.

September bød på en enkelt uge med havfugletræk på Nordfyn, det var fra den 13. til 19. september, her trak 515 Suler, 45 Storkjover og 69 Almindelige Kjover.

Sule, Fynshoved, 17. september. Foto: Søren Gjaldbæk.

Det var småt med vadefugle - mest populære fugle var Odinshane, hvor man kunne se 1 den 15. og 16. august og 1 til 2, 14. til 21. september i Mellemstykket ved Ølundgård (Søren G. Nielsen, Anders Vedel m.fl.). eneste andre Odinshøns i 2019 var 1 8. september i Vitsø (Lars Tom-Petersen og Rasmus Turin) og 1 28. september Bøjden Nor (Leif Kristensen og Gunnar Jørgensen).

Odinshane, Mellemstykket, 15. august. Foto: Søren G. Nielsen.

En efterårsfugl, som man altid kigger efter er Hvidbrynet Løvsanger. Med blot tre fund, alle fra Sydlangeland - de to kun set af finderen - blev det et lidt sløjt år i sammenligning med 2018’s ni fugle.

Hvidbrynet Løvsanger, Bagenkop Minigolf, 10. oktober. Foto: Esben Eriksen.

Bedre gik det med den tidligere mere fåtallige Rødtoppet Fuglekonge - efteråret 2019 gav 28 fugle (6 i Gulstav den 15. oktober) og Keldsnor Fuglestation mærkede 16.

Rødtoppet Fuglekonge, Flyvesandet, 29. oktober. Foto: Leif Sørensen.

Med det lange lys på blev årets fugl Alpesejler over Slipshavn Skov og Sct. Knuds Golfbane, som blev opdaget af Anders Drejer, der gjorde holdt ved rastepladsen ved Storebæltsbroen på vej fra Sjælland til Blåvand for at se et par sjældne fugle der. Sejleren, som gav en ny art til den fynske artsliste, blev så vidt vides ikke set af andre end 7 rastende ”københavnere” på vej til Blåvand samt muligvis en flok intetanende golfspillere- fuglen forsvandt hurtigt - tilrejsende fik kun set golfbanen ved Nyborg.

Alpesejler, Sct. Knuds Golfbane, 15. oktober. Foto: Henrik Mikkelsen.

Det danske fuglefolk oplevede den største invasion af Krognæb i nogensinde, og adskillige fynboer forsøgte at se, om ikke Fyn kunne få et afkast - det tætteste vi kom på var, da Esben Eriksen den 1. november hørte en overflyvende fugl ved Korshavn, som han aldrig så. Vi må nøjes med ”en tæt på”, da fundet ikke bliver sendt til DOF’s Sjældenhedsudvalg.

Sort og Rød Glente, Ravnholt, 27. oktober. Foto: Tina Kierkegaard Hansen.

Ellers var årets sidste måneder præget af især to fugle - en Søkonge ved Strib, som blev set den 31. oktober af Poul Carsten Pedersen og genfundet - hvis der ellers er tale om samme fugl - af Erik Busk den 19. november. Fuglen blev set næsten dagligt året ud. Vi fik også vores første overvintrende Sorte Glente, som i første omgang blev set af Per Rasmussen den 22. oktober ved Ravnholt i selskab med Røde Glenter. Her opholdt den sig til 3. november, hvorefter den forsvandt. Den 22. november så Per Rasmussen den igen, da han så på Røde Glenter gå til overnatning ved Gultved. Den sorte Glente blev set året ud - på et tidspunkt skiftede de overnatningsplads til nærtliggende Trunderup.

Søkonge, Strib, 29. november. Foto: Leif Sørensen.

Af andre opmuntrende indslag fra efteråret kan vi nævne Rødhalset Gås 30. november i Bøllemosen (Søren G. Nielsen og Palle Bo Larsen) og en ung Baltisk Sildemåge fra den 11. til den 14. november i Bagenkop Havn - Henrik Knudsen, fugleknudsen.dk.

Året sluttede med en ung Kongeørn, som ikke blev set fuglefolket!! Den 4. januar så Anne Veber Døssing en ørn nær Dømmestrup - hun fik senere fotos af den og 11. januar blev den bestemt. Andre lokale havde set fuglen en måneds tid, så den må have været der i december. Den vil nok være forhåndskandidat til en af 2020’s populæreste fugle.

Tekst: Søren Gjaldbæk