Af Kurt Due Johansen
I 2016 startede et naturgenopretningsprojekt i Lumby Strand, som blev afvandet i 1942-46. Kurt Due Johansen har i 2025 besøgt området 54 gange og udarbejdet en rapport om fuglelivet.
Rapporten indledes, som nedenfor:
Lumby Strand før inddæmningen 1942-46. Et fantastiskt naturområde med store strandenge, hvor der ynglede mængder af vadefugle. Der var en enkelt ø i området, helt mod nordøst, Hasselø.
Lumby Strand var indtil 1942 et internationalt vigtigt vådområde: En fjord på ca. 450 hektar med tilstødende flere hundrede hektar strandeng samt et delta, dér, hvor Lunde Å løb ud i fjorden.
Med inddæmningen 1942-46 og efterfølgende afvanding, både af fjorden, samt de tidligere strand-enge, nåede biodiversiteten i området et lavpunkt, hvor stort set alle naturarealer, og dermed fugle, insekter, padder og planter forsvandt.
I 2016 startede naturgenopretning i mindre omfang, da et sø,- og engområde på 10 hektar blev genskabt: ”Havnesøen”. Navnet er inspireret af ejeren, Odense Havn.
I 2024 blev der genskabt et yderligere naturområde med 10 hektar sø og 14 hektar eng, ”Lumby Strands Engsø”. Arealet blev genskabt med henblik på at fjerne kvælstof fra drænsvandet i området.
I 2025 blev området solgt til to privatpersoner. Det ene område blev afgræsset af kreaturer, mens det andet var uden drift, og derfor groede til.
I 2025 blev fuglelivet fulgt i Lumby Strands Engsø med i alt 54 besøg januar til december.
Der udviklede sig et rigt fugleliv i Lumby Strands Engsø. Ynglefuglene rummede blandt Vibe, Rødben, Strandskade og yngleforsøg af Lille Præstekrave. Desuden ynglende gråstrubet lappedykker. Trækgæsterne domineredes af Lille Lappedykker, Grågås, Bramgås, svømmeænder, Troldand samt mange vadefugle.
Udover fuglene, indvandrede en meget stor bestand af grøn frø. Der var utallige guldsmede og vand-nymfer.
Det anbefales i rapporten at forsøge at få ejeren af det areal, som ikke afgræsses, til at få græsset sine arealer. Græsses de ikke, vil søen ende med at blive domineret af Tagrør. Og de vadefugle, som stadig yngler, vil forsvinde.
Den fulde rapport kan ses her.






