Du er nu p den gamle DOF-fyn hjemmeside. Den nye hjemmeside finder du her: http://doffyn.dk    [ DOF Fyn Web | 22/10 2018 02:13 ]

Malenes vridemaskine

Følgende artikel er sakset fra "Havrevimpen", DOF Fyns lokalblad.

Af Esben Eriksen

Fuglevennen
Du kender det fra store middagsselskaber eller fester:
”Nåå, så du ser på fugle? Det lyder da spændende. Jeg ville ønske at jeg havde sådan en interesse, jeg gik så meget op i.” Eller hvad med den her: ”Bare min kæreste havde sådan en sund og god interesse i stedet for computerspil og fodbold.”
Ak ja. Bare det var så uskyldigt, sundt og romantisk. Fugleentusiasten/Fuglekiggeren/Fuglevennen/Ornitologen/Birderen eller Misbrugeren. Kært barn har mange navne. Hvilket passer bedst på dig?? Døm selv. Hvis den sidste, så er det i al fald skræmmende, og unægtelig noget af en påstand at ens største glæde: ”Glæden ved at se på fugle”, kan udvikle sig til et misbrugsagtigt forhold, hvor ens liv efterhånden styres af trangen til at se på fugle.

Lad mig præsentere mig selv, jeg har set på fugle, siden jeg lå i vuggen, og med tiden udviklede jeg en særlig passion for at se sjældne fugle i Danmark. Jeg blev hitjæger!!

Og lad der være ingen tvivl. Det er fedt at se en fugl, man ikke har set før. Det er spændende at tilrettelægge en hittur, tage af sted sammen med de ligesindede, og HELT VILDT FEDT når man så ser fuglen.

Alt med måde
Jeg har kørt efter sjældne fugle siden 1984, hvor jeg i en alder af 12 år var på min første hittur. Og hvilken en!! Kortnæbbet Gås, Islom og ikke mindst en Rosenmåge i yngledragt var alle i notesbogen, da turen igen gik hjem til Fyn fra Torsminde. Ironisk nok var jeg af sted med min bror og mine forældre. Men i Danmark er der jo tradition for at forældre lærer deres børn at drikke, så hvorfor ikke også lære dem at køre efter hits.

Nu ville min skæbne imidlertid, at jeg fandt en kæreste for seks år siden, der ud over at være min kæreste også bærer titlen misbrugskonsulent. Tro mig, om pigebarnet ikke tillod sig, efter at den største begejstring for min sunde interesse havde lagt sig, at forholde mig dette spørgsmål:

”Esben, er du sikker på, at du ikke er afhængig af sjældne fugle?”
Nu kom dette spørgsmål på et højest ubelejligt tidspunkt, da det blev sagt gennem en nedrullet bilrude som afslutningen på en ellers hyggelig lørdag til Gilbjerg Hoved i sydøstenvind den 30. april. Et udmærket spørgsmål! Men som på det givne tidspunkt og med tankerne kredsende om Sumpviben på Rømø, fik en noget kort besvarelse i retningen af : ”Gu er jeg da ej, Men du ved sgu da godt, at Sumpvibe står højt på min ønskeliste, og jeg var ligesom ude at rejse, da der var en i landet sidst.”

Pludselig fremstod de 6 uger i Ghana som det mest tåbelige, jeg havde gjort. Havde jeg ikke lært af de andre udenlandsrejser, der havde kostet mig mindst 4 Danmarksarter??? Nå, men længere blev diskussionen ikke. Jeg havde to, jeg skulle samle op, og med Malene i bakspejlet efterladt på et fortov foran hoveddøren med tæppe, madkurv etc., strøg bilen hastigt mod Jylland.

Jeg ”dippede” Sumpviben. (At dippe er at køre efter en fugl uden at finde den/red.)

2. halvleg
Nu var det selvfølgelig naivt at tro, at jeg var sluppet fri af afhøringen omkring min påståede afhængighed. Men efterladt med resterne af en hyggelig lørdag på fortovet, udsigt til en aflyst cafétur om aftenen og en hyggesøndag i Fælledparken med vennerne til 1.maj arrangement, der røg samme vej, kom det ikke helt uventet, at Malene samlede bolden op om mandagen. Nogen ville måske endda sige, at det var rimeligt.

Projektet syntes klart. Jeg skulle overbevises om, at jeg havde et misbrugsagtigt forhold til det at se på sjældne fugle. Jeg følte måske ikke, jeg havde de bedste kort på hånden til denne snak. Men med en forvisning, om at der var tale om én for mig intensiv hobby og deraf manglende forståelse fra Malenes side, tog jeg udfordringen op. Jeg sad jo ikke ligefrem med nålen i armen, piben i hånden eller rallede mellem en stak tomme flasker nede i parken, så ordet afhængig, var skudt langt over målet. Måske kunne jeg endda overbevise Malene om, at hun havde fået en erhvervsskade.

Vores lille forestående samtale skulle vise sig at blive utrolig provokerende, lærerig og interessant på samme tid.

Behandlingen

”Hvornår begyndte du at se på fugle? Og hvornår var du på din første hittur?”

Opvokset i et hjem hvor der er set meget på fugle - og snakket meget om fugle, var min skæbne beseglet. Jeg endte med at blive ”birder” . Malene kendte historien, men jeg gik med på spøgen og fortalte løs, uvidende om at vi nu var i fuld gang med behandlingen!

I Minnesota-behandlingen (en meget anvendt misbrugsbehandlingsform) indgår bl.a. en livshistoriebeskrivelse.

Jeg lagde ud med Rosenmågehistorien.

”Påvirker dit fuglekiggeri omverdenen – venner, familie, arbejde etc.?”
lød tillægsspørgsmålet. Og jeg fortsatte:

”Der har da været svære år med skole, forældre og hits som ikke altid havde samstemt deres kalendere.”

Jeg var nu blevet lidt mere modig og fortalte stolt om min ”vilde” ungdom:
”Telefonen ringede og meldingerne lød: Damklire i Vejlerne, Rødvinget og Sortvinget Braksvale i Vejlerne, Bjergløvsanger Hald Sø, Brilleterne Køge, Citronvipstjert Frøslev Mose, Gåsegrib Langeland, Ørkenstenpikker, Fuglekongesanger, Stor Skrigeørn, Kejserørn etc. Hver gang ubelejligt. Hver gang dyrt. Nå ja - OK da, ofte også lidt dårlig samvittighed. Ofte bragte det andre folk i forlegenhed.

Jeg har for resten også pjækket fra skole, pjækket fra arbejde, meldt afbud til eksamenslæsegrupper, kommet for sent til fester og fødselsdage. Og prøvede man at lave en aftale med mig, fik man svaret: ”Jo, måske. Det afhænger, af om fuglen er der endnu” eller ”Jo, måske. Hvis det bliver dårligt vejr, så kan jeg godt.””

Nu glemte jeg helt mit forsvar, det var på en eller anden måde rart at få lettet hjertet.

”En af de værste var, da jeg stod i Skagen i tæt tåge og ventede på opklaring og den Store Skrigeørn, der var set dagen før. Fuglen kom ikke, og min eksamensgruppe havde møde i Silkeborg, hvor jeg læste. Jeg ringede og sagde, at jeg kom nok noget for sent. Det var ingen overdrivelse - ca. 8 timer. Men de var tålmodige og forstående og gav udtryk for, at det var spændende med sådan en hobby!! Vi gav os i kast med repetitionen. To timer senere ringede mobilen. ”Hej, det er Tim, der er Klireryle i Vejlerne”!!!! De så lidt mærkelige ud i hovedet; men jeg måtte endnu engang tage afsked med eksamensgruppen…. Det var jo en Klireryle for fanden. OK, indrømmet, det er nok ikke det smarteste, jeg har lavet; men det var godt jeg gjorde det, for Klirerylen forsvandt allerede om formiddagen.”

Desuden lavede jeg sjældent aftaler i maj og oktober – for det kunne jo være, at der kom et hit.”

”Kan du lave en konklusion på spørgsmålet?” lød det fra Malene.
”En konklusion? Mener du om mit behov for at se sjældne fugle påvirker min omverden? Kan jeg tænke lidt over det?”
Jeg begyndte at føle mig som den lille fugl på foderbrættet, der ikke nåede væk, da høgen kom susende og nu prøvede at redde livet ved at sidde helt stille for derved at undgå høgens skarpe blik.

Er du fysisk og psykisk afhængig af at se hits?
Her havde jeg behov for en uddybende forklaring.
”Hvad mener du med fysisk og psykisk afhængig?” Og Malene, der nu så ret selvsikker ud, forklarede:

”Et misbrug opstår i det øjeblik, man går fra at have et normalt forbrug, i dette tilfælde fugle/hits, til en altdominerende (selvdestruktiv) besættelse. Fx kan det være fint at se på hits, hvis man har muligheden for at komme af sted eller har roen til at vente, til det er mere belejligt og kan udholde risikoen for ikke at se hittet. Men i det øjeblik at det bliver første prioritet og alle andre gøremål og omgivelser bliver tilsidesat, så er man pr. definition misbruger, og ens omgivelser kan med rette mene, man har brug for hjælp.

„Er du fysisk afhængig Esben?“
.......stilhed… mens jeg satte mobilen på lydløs, der var ingen grund til at lave selvmål pga. et dofcall lige nu.

Malene førte nu klart på point. Men jeg var faktisk også lidt ilde til mode. Jeg mærkede tvivlen gnave!

”Man kalder det KONTROLTABET” forsatte Malene. Jeg sporede en triumfering.

Jeg kendte jo godt svaret. Jeg var ikke i stand til at side en hitmelding overhørig, jeg var ikke i stand til selv at bedømme, om jeg skulle se et nyopdaget hit. For det skulle jeg! Adrenalinet var skyhøjt, straks telefonen ringede, eller telefonen bippede. Og jeg var ikke et øjeblik rolig, førend jeg havde fået plads i en bil, eller selv kunne køre. Så snart jeg vidste, at jeg nu skulle af sted, kunne jeg slappe af igen, og adrenalinet ville først pumpe løs igen, når jeg var få kilometer fra fuglen. Jeg stillede ikke spørgsmålstegn ved, om jeg kunne undlade at køre efter en fugl, jeg aldrig havde set før. For det kunne jeg ikke. Men så er jeg måske afhængig?....I al fald fysisk

”Men er du også psykisk afhængig Esben?” Lød det uddybende spørgsmål fra frk. Sherlock Holmes og fortsatte: ”Hvis man er psykisk afhængig, har man en tendens til at benægte ubehagelige oplevelser, man fortrænger dem, og disse ubehagligheder bliver bortforklaret/benægtet. En ikkemisbruger vil lære af sine ubehagelige erfaringer – og undlade at gentage handlingen. Misbrugeren derimod forsøger at forklare sig selv, at det var omstændighederne ikke handlingen, der var forkert.”

For mit vedkommende kunne der ved nærmere eftertanke være tale om en psykisk afhængighed.

Men jeg syntes ikke, at der var grund til at sige…bare sådan lige.

Jeg kunne ikke lade et hit passere; jeg måtte af sted, det til trods, for at jeg måske få dage forinden var kommet for sent, og fuglen var fløjet. Men jeg fortrængte de dårlige oplevelser. Og blev endnu mere desperat – nu skulle jeg i al fald ikke også misse næste hit. Men jeg efterprøvede det lige med endnu en lille beretning.

En ”dipper” taler ud
En af de værste oplevelser var, da jeg twitchede en Amerikansk Hjejle på Ølsemagle Revle (at twitche er at køre efter en fugl, som andre har meldt ud/red.). Jeg var på en introtur med et biologihold, da jeg fik beskeden. Jeg besluttede mig for at tage af sted. Jeg fik et lift ind til Silkeborg en tidlig morgen og hoppede straks på et tog mod Køge. Jeg havde egentlig ikke tid, men af sted skulle jeg. Derfor overbeviste jeg mig selv om, at det var jo bare hurtigt ud og hurtigt hjem. For den var der jo bare. Hvorfor jeg drog af sted i shorts i september måned er mig i dag en gåde. Jeg havde desuden kun min håndkikkert med, for jeg kunne jo lige få et kig hos en, der havde et scop. Fremme ved revlen erfarer jeg, at det blæser kraftigt, at det er hundekoldt, og at der står 4000 hjejler!! I løbet af dagen kommer der mange meldinger om fuglen, og hver gang er det enten falsk alarm, eller også når jeg ikke derhen, førend fuglen er væk. Nu begyndte dagen efterhånden at få en ende, og jeg er fuldstændig forfrossen og ude af stand til at tjekke nogle fugle selv pga. den store afstand. Jeg mangler tøj og scop. Pludselig kommer meldingen, og jeg løber som en gal om til stedet. På vej derhen ser jeg småflokke lette, men også folk der stadig kigger intensivt. 100 m fra målet klapper folk scoperne sammen!!.... Fuglen var fløjet. Jeg blev ramt af et anfald af meget kraftig kvalme. Hjemturen var lang, lang, lang. Fik et lift til København af en birder og strandede i Århus klokken et om natten og måtte overnatte dér.”

Nu skulle man tro, jeg havde fået nok; men nej, jeg var klar igen til flere hitture, og flere katastrofer kunne fortælles. En af måderne, jeg lærte at tackle disse nederlag på, var ved at fortælle dem som legender til andre birdere. Så ens status som hardcoretwitcher blev beseglet. Man skulle vise, at man godt kunne tåle et nederlag, og at man ikke lod sig slå ud af det. Men sandheden omkring den Amerikanske Hjejle var, at jeg hadede mig selv og var i dårligt humør i flere dage. Den gjorde ondt, og jeg var også blevet rystet over, at jeg havde fået det fysisk dårligt af at misse den fugl. Jeg indså måske nok dengang, at jeg havde et problem; men jeg var ikke i stand til at handle på det. Det gør ondt at sige det, men jeg var uden tvivl både fysisk og psykisk afhængig af hits.

”Har du fået nok??”
spurgte Malene.
”Ja, vi kan godt lige tage en pause, det er faktisk lidt hårdt” svarede jeg. ”Jeg skal også snart hjælpe Jesper op på 4. med det køleskab.”
”Hov, du har fået et DOFCALL,” sagde Malene
”Nå, OK, kan du ikke lige læse den?” svarede jeg.
”Man Provencesanger han, 10.15- Værnengene HKN +3”
”Har du set sådan en før??......”


Der er ingen kommentarer til dette indlg.
Du skal have et login for at kunne tilfje kommentarer.
chart.dk Copyright 2001-2004 DOF Fyn Web v3.0