Du er nu pć den gamle DOF-fyn hjemmeside. Den nye hjemmeside finder du her: http://doffyn.dk    [ DOF Fyn Web | 20/4 2018 08:29 ]

Malenes vridemaskine

FĂžlgende artikel er sakset fra "Havrevimpen", DOF Fyns lokalblad.

Af Esben Eriksen

Fuglevennen
Du kender det fra store middagsselskaber eller fester:
”NÄÄ, sĂ„ du ser pĂ„ fugle? Det lyder da spĂŠndende. Jeg ville Ăžnske at jeg havde sĂ„dan en interesse, jeg gik sĂ„ meget op i.” Eller hvad med den her: ”Bare min kĂŠreste havde sĂ„dan en sund og god interesse i stedet for computerspil og fodbold.”
Ak ja. Bare det var sĂ„ uskyldigt, sundt og romantisk. Fugleentusiasten/Fuglekiggeren/Fuglevennen/Ornitologen/Birderen eller Misbrugeren. KĂŠrt barn har mange navne. Hvilket passer bedst pĂ„ dig?? DĂžm selv. Hvis den sidste, sĂ„ er det i al fald skrĂŠmmende, og unĂŠgtelig noget af en pĂ„stand at ens stĂžrste glĂŠde: ”GlĂŠden ved at se pĂ„ fugle”, kan udvikle sig til et misbrugsagtigt forhold, hvor ens liv efterhĂ„nden styres af trangen til at se pĂ„ fugle.

Lad mig prÊsentere mig selv, jeg har set pÄ fugle, siden jeg lÄ i vuggen, og med tiden udviklede jeg en sÊrlig passion for at se sjÊldne fugle i Danmark. Jeg blev hitjÊger!!

Og lad der vÊre ingen tvivl. Det er fedt at se en fugl, man ikke har set fÞr. Det er spÊndende at tilrettelÊgge en hittur, tage af sted sammen med de ligesindede, og HELT VILDT FEDT nÄr man sÄ ser fuglen.

Alt med mÄde
Jeg har kÞrt efter sjÊldne fugle siden 1984, hvor jeg i en alder af 12 Är var pÄ min fÞrste hittur. Og hvilken en!! KortnÊbbet GÄs, Islom og ikke mindst en RosenmÄge i yngledragt var alle i notesbogen, da turen igen gik hjem til Fyn fra Torsminde. Ironisk nok var jeg af sted med min bror og mine forÊldre. Men i Danmark er der jo tradition for at forÊldre lÊrer deres bÞrn at drikke, sÄ hvorfor ikke ogsÄ lÊre dem at kÞre efter hits.

Nu ville min skÊbne imidlertid, at jeg fandt en kÊreste for seks Är siden, der ud over at vÊre min kÊreste ogsÄ bÊrer titlen misbrugskonsulent. Tro mig, om pigebarnet ikke tillod sig, efter at den stÞrste begejstring for min sunde interesse havde lagt sig, at forholde mig dette spÞrgsmÄl:

”Esben, er du sikker pĂ„, at du ikke er afhĂŠngig af sjĂŠldne fugle?”
Nu kom dette spĂžrgsmĂ„l pĂ„ et hĂžjest ubelejligt tidspunkt, da det blev sagt gennem en nedrullet bilrude som afslutningen pĂ„ en ellers hyggelig lĂžrdag til Gilbjerg Hoved i sydĂžstenvind den 30. april. Et udmĂŠrket spĂžrgsmĂ„l! Men som pĂ„ det givne tidspunkt og med tankerne kredsende om Sumpviben pĂ„ RĂžmĂž, fik en noget kort besvarelse i retningen af : ”Gu er jeg da ej, Men du ved sgu da godt, at Sumpvibe stĂ„r hĂžjt pĂ„ min Ăžnskeliste, og jeg var ligesom ude at rejse, da der var en i landet sidst.”

Pludselig fremstod de 6 uger i Ghana som det mest tÄbelige, jeg havde gjort. Havde jeg ikke lÊrt af de andre udenlandsrejser, der havde kostet mig mindst 4 Danmarksarter??? NÄ, men lÊngere blev diskussionen ikke. Jeg havde to, jeg skulle samle op, og med Malene i bakspejlet efterladt pÄ et fortov foran hoveddÞren med tÊppe, madkurv etc., strÞg bilen hastigt mod Jylland.

Jeg ”dippede” Sumpviben. (At dippe er at kþre efter en fugl uden at finde den/red.)

2. halvleg
Nu var det selvfÞlgelig naivt at tro, at jeg var sluppet fri af afhÞringen omkring min pÄstÄede afhÊngighed. Men efterladt med resterne af en hyggelig lÞrdag pÄ fortovet, udsigt til en aflyst cafétur om aftenen og en hyggesÞndag i FÊlledparken med vennerne til 1.maj arrangement, der rÞg samme vej, kom det ikke helt uventet, at Malene samlede bolden op om mandagen. Nogen ville mÄske endda sige, at det var rimeligt.

Projektet syntes klart. Jeg skulle overbevises om, at jeg havde et misbrugsagtigt forhold til det at se pÄ sjÊldne fugle. Jeg fÞlte mÄske ikke, jeg havde de bedste kort pÄ hÄnden til denne snak. Men med en forvisning, om at der var tale om én for mig intensiv hobby og deraf manglende forstÄelse fra Malenes side, tog jeg udfordringen op. Jeg sad jo ikke ligefrem med nÄlen i armen, piben i hÄnden eller rallede mellem en stak tomme flasker nede i parken, sÄ ordet afhÊngig, var skudt langt over mÄlet. MÄske kunne jeg endda overbevise Malene om, at hun havde fÄet en erhvervsskade.

Vores lille forestÄende samtale skulle vise sig at blive utrolig provokerende, lÊrerig og interessant pÄ samme tid.

Behandlingen

”HvornĂ„r begyndte du at se pĂ„ fugle? Og hvornĂ„r var du pĂ„ din fĂžrste hittur?”

Opvokset i et hjem hvor der er set meget pĂ„ fugle - og snakket meget om fugle, var min skĂŠbne beseglet. Jeg endte med at blive ”birder” . Malene kendte historien, men jeg gik med pĂ„ spĂžgen og fortalte lĂžs, uvidende om at vi nu var i fuld gang med behandlingen!

I Minnesota-behandlingen (en meget anvendt misbrugsbehandlingsform) indgÄr bl.a. en livshistoriebeskrivelse.

Jeg lagde ud med RosenmÄgehistorien.

”PĂ„virker dit fuglekiggeri omverdenen – venner, familie, arbejde etc.?”
lÞd tillÊgsspÞrgsmÄlet. Og jeg fortsatte:

”Der har da vĂŠret svĂŠre Ă„r med skole, forĂŠldre og hits som ikke altid havde samstemt deres kalendere.”

Jeg var nu blevet lidt mere modig og fortalte stolt om min ”vilde” ungdom:
”Telefonen ringede og meldingerne lĂžd: Damklire i Vejlerne, RĂždvinget og Sortvinget Braksvale i Vejlerne, BjerglĂžvsanger Hald SĂž, Brilleterne KĂžge, Citronvipstjert FrĂžslev Mose, GĂ„segrib Langeland, Ørkenstenpikker, Fuglekongesanger, Stor SkrigeĂžrn, KejserĂžrn etc. Hver gang ubelejligt. Hver gang dyrt. NĂ„ ja - OK da, ofte ogsĂ„ lidt dĂ„rlig samvittighed. Ofte bragte det andre folk i forlegenhed.

Jeg har for resten ogsĂ„ pjĂŠkket fra skole, pjĂŠkket fra arbejde, meldt afbud til eksamenslĂŠsegrupper, kommet for sent til fester og fĂždselsdage. Og prĂžvede man at lave en aftale med mig, fik man svaret: ”Jo, mĂ„ske. Det afhĂŠnger, af om fuglen er der endnu” eller ”Jo, mĂ„ske. Hvis det bliver dĂ„rligt vejr, sĂ„ kan jeg godt.””

Nu glemte jeg helt mit forsvar, det var pÄ en eller anden mÄde rart at fÄ lettet hjertet.

”En af de vĂŠrste var, da jeg stod i Skagen i tĂŠt tĂ„ge og ventede pĂ„ opklaring og den Store SkrigeĂžrn, der var set dagen fĂžr. Fuglen kom ikke, og min eksamensgruppe havde mĂžde i Silkeborg, hvor jeg lĂŠste. Jeg ringede og sagde, at jeg kom nok noget for sent. Det var ingen overdrivelse - ca. 8 timer. Men de var tĂ„lmodige og forstĂ„ende og gav udtryk for, at det var spĂŠndende med sĂ„dan en hobby!! Vi gav os i kast med repetitionen. To timer senere ringede mobilen. ”Hej, det er Tim, der er Klireryle i Vejlerne”!!!! De sĂ„ lidt mĂŠrkelige ud i hovedet; men jeg mĂ„tte endnu engang tage afsked med eksamensgruppen
. Det var jo en Klireryle for fanden. OK, indrĂžmmet, det er nok ikke det smarteste, jeg har lavet; men det var godt jeg gjorde det, for Klirerylen forsvandt allerede om formiddagen.”

Desuden lavede jeg sjéldent aftaler i maj og oktober – for det kunne jo vére, at der kom et hit.”

”Kan du lave en konklusion pĂ„ spĂžrgsmĂ„let?” lĂžd det fra Malene.
”En konklusion? Mener du om mit behov for at se sjĂŠldne fugle pĂ„virker min omverden? Kan jeg tĂŠnke lidt over det?”
Jeg begyndte at fÞle mig som den lille fugl pÄ foderbrÊttet, der ikke nÄede vÊk, da hÞgen kom susende og nu prÞvede at redde livet ved at sidde helt stille for derved at undgÄ hÞgens skarpe blik.

Er du fysisk og psykisk afhĂŠngig af at se hits?
Her havde jeg behov for en uddybende forklaring.
”Hvad mener du med fysisk og psykisk afhĂŠngig?” Og Malene, der nu sĂ„ ret selvsikker ud, forklarede:

”Et misbrug opstĂ„r i det Ăžjeblik, man gĂ„r fra at have et normalt forbrug, i dette tilfĂŠlde fugle/hits, til en altdominerende (selvdestruktiv) besĂŠttelse. Fx kan det vĂŠre fint at se pĂ„ hits, hvis man har muligheden for at komme af sted eller har roen til at vente, til det er mere belejligt og kan udholde risikoen for ikke at se hittet. Men i det Ăžjeblik at det bliver fĂžrste prioritet og alle andre gĂžremĂ„l og omgivelser bliver tilsidesat, sĂ„ er man pr. definition misbruger, og ens omgivelser kan med rette mene, man har brug for hjĂŠlp.

„Er du fysisk afhéngig Esben?“
.......stilhed
 mens jeg satte mobilen pÄ lydlÞs, der var ingen grund til at lave selvmÄl pga. et dofcall lige nu.

Malene fÞrte nu klart pÄ point. Men jeg var faktisk ogsÄ lidt ilde til mode. Jeg mÊrkede tvivlen gnave!

”Man kalder det KONTROLTABET” forsatte Malene. Jeg sporede en triumfering.

Jeg kendte jo godt svaret. Jeg var ikke i stand til at side en hitmelding overhÞrig, jeg var ikke i stand til selv at bedÞmme, om jeg skulle se et nyopdaget hit. For det skulle jeg! Adrenalinet var skyhÞjt, straks telefonen ringede, eller telefonen bippede. Og jeg var ikke et Þjeblik rolig, fÞrend jeg havde fÄet plads i en bil, eller selv kunne kÞre. SÄ snart jeg vidste, at jeg nu skulle af sted, kunne jeg slappe af igen, og adrenalinet ville fÞrst pumpe lÞs igen, nÄr jeg var fÄ kilometer fra fuglen. Jeg stillede ikke spÞrgsmÄlstegn ved, om jeg kunne undlade at kÞre efter en fugl, jeg aldrig havde set fÞr. For det kunne jeg ikke. Men sÄ er jeg mÄske afhÊngig?....I al fald fysisk

”Men er du ogsĂ„ psykisk afhĂŠngig Esben?” LĂžd det uddybende spĂžrgsmĂ„l fra frk. Sherlock Holmes og fortsatte: ”Hvis man er psykisk afhĂŠngig, har man en tendens til at benĂŠgte ubehagelige oplevelser, man fortrĂŠnger dem, og disse ubehagligheder bliver bortforklaret/benĂŠgtet. En ikkemisbruger vil lĂŠre af sine ubehagelige erfaringer – og undlade at gentage handlingen. Misbrugeren derimod forsĂžger at forklare sig selv, at det var omstĂŠndighederne ikke handlingen, der var forkert.”

For mit vedkommende kunne der ved nĂŠrmere eftertanke vĂŠre tale om en psykisk afhĂŠngighed.

Men jeg syntes ikke, at der var grund til at sige
bare sÄdan lige.

Jeg kunne ikke lade et hit passere; jeg mĂ„tte af sted, det til trods, for at jeg mĂ„ske fĂ„ dage forinden var kommet for sent, og fuglen var flĂžjet. Men jeg fortrĂŠngte de dĂ„rlige oplevelser. Og blev endnu mere desperat – nu skulle jeg i al fald ikke ogsĂ„ misse nĂŠste hit. Men jeg efterprĂžvede det lige med endnu en lille beretning.

En ”dipper” taler ud
En af de vĂŠrste oplevelser var, da jeg twitchede en Amerikansk Hjejle pĂ„ Ølsemagle Revle (at twitche er at kĂžre efter en fugl, som andre har meldt ud/red.). Jeg var pĂ„ en introtur med et biologihold, da jeg fik beskeden. Jeg besluttede mig for at tage af sted. Jeg fik et lift ind til Silkeborg en tidlig morgen og hoppede straks pĂ„ et tog mod KĂžge. Jeg havde egentlig ikke tid, men af sted skulle jeg. Derfor overbeviste jeg mig selv om, at det var jo bare hurtigt ud og hurtigt hjem. For den var der jo bare. Hvorfor jeg drog af sted i shorts i september mĂ„ned er mig i dag en gĂ„de. Jeg havde desuden kun min hĂ„ndkikkert med, for jeg kunne jo lige fĂ„ et kig hos en, der havde et scop. Fremme ved revlen erfarer jeg, at det blĂŠser kraftigt, at det er hundekoldt, og at der stĂ„r 4000 hjejler!! I lĂžbet af dagen kommer der mange meldinger om fuglen, og hver gang er det enten falsk alarm, eller ogsĂ„ nĂ„r jeg ikke derhen, fĂžrend fuglen er vĂŠk. Nu begyndte dagen efterhĂ„nden at fĂ„ en ende, og jeg er fuldstĂŠndig forfrossen og ude af stand til at tjekke nogle fugle selv pga. den store afstand. Jeg mangler tĂžj og scop. Pludselig kommer meldingen, og jeg lĂžber som en gal om til stedet. PĂ„ vej derhen ser jeg smĂ„flokke lette, men ogsĂ„ folk der stadig kigger intensivt. 100 m fra mĂ„let klapper folk scoperne sammen!!.... Fuglen var flĂžjet. Jeg blev ramt af et anfald af meget kraftig kvalme. Hjemturen var lang, lang, lang. Fik et lift til KĂžbenhavn af en birder og strandede i Århus klokken et om natten og mĂ„tte overnatte dĂ©r.”

Nu skulle man tro, jeg havde fÄet nok; men nej, jeg var klar igen til flere hitture, og flere katastrofer kunne fortÊlles. En af mÄderne, jeg lÊrte at tackle disse nederlag pÄ, var ved at fortÊlle dem som legender til andre birdere. SÄ ens status som hardcoretwitcher blev beseglet. Man skulle vise, at man godt kunne tÄle et nederlag, og at man ikke lod sig slÄ ud af det. Men sandheden omkring den Amerikanske Hjejle var, at jeg hadede mig selv og var i dÄrligt humÞr i flere dage. Den gjorde ondt, og jeg var ogsÄ blevet rystet over, at jeg havde fÄet det fysisk dÄrligt af at misse den fugl. Jeg indsÄ mÄske nok dengang, at jeg havde et problem; men jeg var ikke i stand til at handle pÄ det. Det gÞr ondt at sige det, men jeg var uden tvivl bÄde fysisk og psykisk afhÊngig af hits.

”Har du fĂ„et nok??”
spurgte Malene.
”Ja, vi kan godt lige tage en pause, det er faktisk lidt hĂ„rdt” svarede jeg. ”Jeg skal ogsĂ„ snart hjĂŠlpe Jesper op pĂ„ 4. med det kĂžleskab.”
”Hov, du har fĂ„et et DOFCALL,” sagde Malene
”NĂ„, OK, kan du ikke lige lĂŠse den?” svarede jeg.
”Man Provencesanger han, 10.15- Vérnengene HKN +3”
”Har du set sĂ„dan en fĂžr??......”


Der er ingen kommentarer til dette indlæg.
Du skal have et login for at kunne tilfűje kommentarer.
chart.dk Copyright 2001-2004 DOF Fyn Web v3.0